An Odder Band på skoleturné

Nu kan du tilmelde dig den nye sæson

Vi har et nyt sangtilbud på programmet, når den nye sæson 2019/2020 starter op efter sommerferien!
Klassisk sang giver dig mulighed for at lære at synge opera, lieder og anden klassisk sang! Det sker i et samarbejde med tidligere operasanger og klassisk uddannede Jeppe Astrup, som bor i Malling. 

“Jeppe vil hjælpe eleverne med at finde deres klassiske stemme og det bliver spændende at høre resultaterne. Jeg er stolt af, at vi i Odder Musikskole kan tilbyde en så bred og nuanceret musikundervisning. Vi har musik til alle og vi skaber mulighed for, at vores børn og unge kan afsøge nye genrer og eksperimentere med alt fra klassisk musik, diverse rytmiske genrer og til det mere elektroniske!”, fortæller Musikskolens leder Steen Hattesen.
 
Skoleturné for alle
Hvert forår skyder vi Musikskolens kommende sæson igang med et brag, når vi i en hel uge sender vores orkester “An Odder Band” på skoleturné! 
Omkring 35 dygtige børn besøger alle kommunens folke- og privatskoler for at præsentere skolebørnene for instrumenter, god musik og et fedt musikalsk fællesskab! 
 
“Vi ved, at mange har startet deres musikalske eventyr efter et møde med “An Odder Band”. Det sammenhold de har og deres glæde for musikken smitter. Det gør mig enormt stolt og jeg glæder mig til at byde alle de nye velkommen i Musikskolen”, fortæller Steen Hattesen.
 
An Odder Band på Vestermarken under sidste års skoleturné

Musik til alle  
Den nye sæson starter op efter sommerferien i uge 34, men det er allerede nu, du skal sikre dig en plads.
Tilmeldingen er åben og det går stærkt. 
 
“Vi fordeler pladserne efter først til mølle. Der er selvfølgelig altid nogle instrumenter, som er mere eftertragtede end andre og derfor kan det være en rigtig god idé at være hurtigt ude. Men vi tør godt love, at alle får mulighed for at spille musik! Vi finder altid en løsning og vi vil gerne have alle med - stor som lille”, lover musikskolelederen.
 
I Odder Musikskole udbyder vi alle de kendte instrumenter, men vi har også udvidet med nogle af de mere sjældne instrumenter så som cello, kontrabas og klarinet, som musikskoleeleverne har taget rigtig godt imod.
 
“Det er dejligt, at vi også kan tilbyde de mere smalle instrumenter. De er alle gode solo-instrumenter, men giver i høj grad også mulighed for at skabe nye samspilsformer og orkestre!”, forklarer Steen Hattesen.


Celloen er et af de instrumenter, som flere har fået interesse for at spille
 
Sammenspil
Netop sammenspil og fællesskab er noget, vi her i Musikskolen vægter højt og aktivt arbejder for. Derfor har vi også et helt særligt tilbud til alle vores musikskoleelever både øvede og helt nybegyndere.
Når man er solo-elev, altså enten får solo-undervisning på et instrument eller i sang, så er det gratis at være med i et af orkestrene eller korene.
 
“Vi ønsker at give alle vores børn og unge muligheden for at være med, opleve sammenholdet og samtidig udvikle sig musikalsk. Mange ting lærer vi alene, når vi fordyber os. Men andre ting lærer og udvikler vi bedst i fællesskab. Samspil, timing og det at lytte til de andre og sammen skabe noget, det kan vi kun lære i fællesskab!”, fortæller musikskolelederen. 


Sammenhold og sammenspil fylder meget i vores musikskole
 
Har du også fået lyst til at være med i Musikskolen, så kan du altså nu tilmelde dig på www.oddermusikskole.dk og her kan du også se turnéplanen for skolekoncerterne.