Peter Tramm på scenen til Nytårskoncerten

Musik er for alle

Tonerne strømmer ud af messingblæseren. Han blæser og trompeten vipper festligt med i takt. Det samme gør fødderne. Peter Tramm elsker at spille musik. Han elsker at spille trompet.
Fingrene på hans højre hånd bevæger sig hurtigt op og ned på stempelventilerne. Det er, som om han nærmest hænger sammen med instrumentet. Den venstre hånd har han ikke!

"Der er ikke noget, jeg ikke kan. Det er bare et spørgsmål om at finde en løsning. Sådan er det og sådan har det altid været!", fortæller den 21-årige trompetist engageret.

Da Peter Tramm var ni år, så han Odder Musikskoles "An Odder Band" spille på deres skoleturné. Det var på Saksild Skole og særligt trompeten fangede hans opmærksomhed.

"Det så så fedt ud og jeg fik bare lyst til selv at spille trompet!", fortæller han smilende.

Peter Tramm med trompeten og orkesteret i fuld gang ved Sommerkoncerten 2016
Peter Tramm med trompeten og orkesteret i fuld gang ved Sommerkoncerten 2016

Blæs på det!
Men når man mangler venstre underarm og hånd, så vil nogen måske tænke, at trompeten ikke lige er det rette instrument.

"Mine forældre støttede mig bare - der var ingen pussenussen. Og Musikskolen var åben og behandlede mig ligesom alle andre, så det var slet ikke noget problem. Jeg startede på trompet hos Fie og hun forstår jo altså bare at sprede glæde og god energi!"

Siden dengang har Peter Tramm været en stor del af Odder Musikskole, hvor han både har spillet i "An Odder Band" og "Big Fies Bigband".

"Det er et fedt fællesskab. Og det er lidt sjovt, at jeg startede som en af de små og nu er jeg pludselig den store. Jeg har et større ansvar og får lov at tage nogle flere valg. Og så har jeg jo bare fået så mange venner og lært så meget!", fortæller den unge musiker og fortsætter:

"I "Big Fies" får du bare stukket en node i hånden og så må du følge med! Det er vildt fedt! Jeg fik virkelig lyst til at øve og gøre mere ud af musikken - og det er stadigt udfordrende at være med, så jeg har slet ikke lyst til at stoppe!"

Musikskolens bigband består af omkring 20 talentelever, som kan fortsætte, helt ind til de bliver 25 år.

"Mange er stadig med, selvom de tager på højskole eller starter uddannelse. Og jeg fortsætter helt sikkert også!", fortæller Peter Tramm.

Giv ikke op!
Men det er selvfølgelig ikke helt problemfrit at mangle underarmen, som trompetist.

"Jeg kan ikke bruge plunger...det er den sugekoplignende ting, som særligt jazz-trompetister bruger til at ændre trompetens lyd. Det er den eneste fysiske ting, jeg ikke kan", forklarer Peter Tramm og fortsætter:

"Det har jeg accepteret. Men jeg har nogle idéer...så engang finder jeg måske måden!".

Sådan er han. Han giver ikke op. Han gør det, han har lyst til!

"Lad vær med at sætte en stopper for dig selv. Drop fordommene og alle tankerne, om hvad du ikke kan! Man skal øve sig! Hvis det er svært, så er det, fordi du ikke øver dig nok! Du har ikke noget at tabe ved at starte på noget nyt! Det får du kun noget ud af!" siger Peter Tramm.

Han har netop færdiggjort "Det Benhårde Musikkursus" - et intensivt musikalsk kursus på Gimle Daghøjskole.
Det er dog ikke musikken, han vil leve af, for hvis alt går efter planen, starter han på Ingeniørhøjskolen efter sommerferien.

"Musik skal gøre mit liv sjovt. Det er fedt at sidde selv og øve på sit instrument...men det bedste, jeg ved, er at spille med andre. Det motiverer mig at være i et orkester!", siger han og fortsætter:

"Jeg vil virkelig opfordre alle, som har lyst, til at spille musik! Hvis du vil og hvis du øver dig, så kan det altid lade sig gøre"


Peter Tramm med trompeten og orkesteret i fuld gang ved Sommerkoncerten 2016
Sammenholdet og venskabet i et orkester er det vigtigste for Peter Tramm