Børn på musikskolen

Stor opbakning til børneholdene

Små ben som muligvis har lidt svært ved at holde balancen, kan sagtens holde rytmen.  

“Børn er fulde af musik og de er så nysgerrige på rytmer, instrumenter og hinanden. De går til instrumenterne og hinanden helt uden fordomme. For de har ingen regler og ingen begrænsninger. De stoler bare på rytmen, deres forældre, bedsteforældre, fællesskabet og stemningen. Det er så givende at være en del af det”, beskriver musikskoleleder og Kulturchef Niels Christian Simmelsgaard. 

Odder Musikskole har oplevet en ekstrem stor interesse for vores børne- og familiehold i forbindelse med årets sæsonopstart. Og det glæder musikskolelederen. 

“Det er fantastisk, at vi har så stor opbakning til vores børnehold og det er fedt, at så mange vil være med. For nu sker der nemlig det helt fantastiske, når vi leger, synger og spiller sammen på holdene, at vi virkelig kan mærke, hvad musikken kan, når vi udforsker den i fællesskab. Det er en helt speciel følelse”, fortæller Niels Christian Simmelsgaard. 

Parate til at udvide

I løbet af blot få uger har vi i den lokale kommunale musikskole nu fået over 50 tilmeldte børn på børne- og familieholdene. Det er langt flere end vi plejer at have. 

De hold, som der er sat gang i nu, er tæt på at være fyldt op, men der er dog enkelte ledige pladser, hvis nogle gerne vil nå med. 

“Og skulle det fortsætte med den store interesse, så er vi klar til løse det og eventuelt oprette flere hold, så alle kan komme godt i gang med musikken”, fortæller musikskolelederen.