Synthesizer-workshop



Hvis man tænder for radioen i dag, er det næsten umuligt ikke at støde på sære lyde, der ikke er lavet af akustiske instrumenter. Om det er en dyb fed bas, en fløjlsblød klangflade eller en rumpistol, så kommer det sikkert fra en synthesizer. Synthesizeren danner lyde ved hjælp af elektronik, knapper og tangenter.

Og nu får du mulighed for at blive klogere på det spændende instrument, når vi afholder: 
Synthesizer-workshop lørdag den 1. juni kl. 14-16 i musiklokale A. 

Workshoppen udforsker mulighederne inden for elektronisk generet lyd, med et fokus på synthesizer-instrumentet. Synthesizeren kan lave de vildeste, særeste og smukkeste lyde. Den er i “familie” med klaveret i form af de sort-hvide tangenter, men der er tilføjet diverse drejeknapper og fadere, der kan manipulere lyden.

Alle, der er interesserede og nysgerrige på synthesizere, kan deltage på workshoppen - og få en introduktion til synthesizer-instrumentet og den kommende soloundervisning. Det er ikke et krav, at man har spillet tangentinstrumenter for at kunne være med.

På workshoppen vil vi blive klogere på:

  • Instrumentets opbygning: Hvordan bliver lyden dannet?
  • Dannelse af typiske lyde: Vi skal lære selv at sammensætte, den lyd vi skal bruge.
  • Samspil: Hvad gør man, når man skal spille med andre?
  • En gennemgang af forskellige instrumenter: Hvilken synthesizer skal man vælge?

 Gennem forklaringer og fælles udforskning vil vi blive klogere på den mærkelige størrelse; Synthesizeren.

 Her er lidt praktiske oplysninger:

  • Workshoppen bliver afholdt lørdag den 1. juni, kl 14-16 på Odder Musikskole i lokale A. 
  • Vi anbefaler, at man henter "Lorentz Synthesizer" iOS app'en i forbindelse med workshoppen og medbringer iPhone eller iPad: https://itunes.apple.com/app/id1016055431?mt=8
  • Medbring din nysgerrighed og dit gode humør
  • Aldersgruppen er +10 år

 Underviser Mathias Jæger