Billede af vores fløjtelærer Carina Blois

Portræt af Carina Blois

"Jeg hedder Carina Blois og er fløjtelærer på Odder Musikskole, instruktør for Odder Garden og orkesterleder for musikskolens "Sammen Om Ét" orkester.
Derudover underviser jeg i tværfløjte på Rudolf Steiner skolerne i både Skanderborg og Aarhus.
 
Jeg er 29 år og bor i Saksild, sammen med min kæreste og vores to drenge på 7 og 2 1/2 år.
 
I 2013 blev jeg færdiguddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, men jeg startede faktisk min musikalske vej her i Odder Musikskole.
Først på et musikalsk forskole hold, så på blokfløjte og sidst men ikke mindst på tværfløjte og som mangeårigt medlem af Odder Garden!
 
Jeg elsker at undervise og synes, det bedste er at se eleverne udvikle og forbedre sig både personligt og musikalsk.
 
I min undervisning bruger jeg mange forskellige genrer og arrangerer ofte mine egne noder, især til sammenspil og koncerter, men også så eleverne får mulighed for at spille mere moderne musik.
Udover at undervise spiller jeg selv en del koncerter for både børn og voksne. Det er altid en fornøjelse at underholde og give folk en god oplevelse - og så elsker jeg at spille sammen med andre.
 
Den vildeste musikalske oplevelse jeg har haft, var da jeg som 15-årig for første gang spillede i et rigtigt symfoniorkester til en nytårskoncert i Silkeborg.
Det var helt fantastisk at sidde der midt i den kæmpe lyd og det vilde musikalske udtryk, som et symfoniorkester kan skabe!
 
Jeg synes, musik kan noget helt særligt, som du kan tage med dig gennem hele livet.
Så hvis du ikke allerede spiller eller synger, så er det bare med at komme igang!"