Vores underviser Maria Malmø

Portræt af Maria Malmø

“Jeg hedder Maria Malmø, er 28 år gammel og bor i Alken, en lille landsby imellem Ry og Skanderborg, sammen med min søn Noa Bjørk på snart 2 år og min kæreste Asger, som også er musikunderviser.

Jeg er uddannet fra Dramaturgi i Performing Arts fra Aarhus Universitet og har gået på MGK med sang som hovedfag. 
Udover det er jeg selvlært musiker og har spillet, skrevet og sunget siden jeg kunne sige mit første ord.

Jeg er primært sanger og sangskriver, men spiller gerne på ethvert instrument, jeg kan få fingre i - og gerne et anderledes et af slagsen, som kan inspirere til nye sange. 
Jeg har alt for mange finurlige instrumenter derhjemme foreksempel et harmonium fra Indien bestilt på e-bay - en banjo fundet på Den Blå Avis og skramlede guitarpedaler jeg bruger på min vokal. 
Jeg kan godt lide den uperfekte og rå lyd. Hvert instrument har givet et nyt nummer og derfor kan jeg ikke nænne at skille mig af med dem. Så nu står de der. Og fylder. I vores alt for lille hus.

Jeg spiller musik for at udtrykke mig. Fordi hvis jeg ikke gjorde, ville alting hobe sig op og eksplodere indvendigt. Det er en ventil, for det der foregår indvendigt og det jeg oplever udvendigt. 
Og så spiller jeg musik, fordi jeg ikke kan lade være!

Jeg underviser, fordi jeg føler, jeg selv kan lære virkelig meget af mine elever - og fordi det giver mig den største glæde, når jeg oplever, de bliver inspireret, af noget jeg har med. 
Det er den største gave - at kunne inspirere andre, med de ting man selv har lært ved at spille musik.

Jeg er sanger, sangskriver og leder af mit nordiske dreamfolk projekt MALMØ, som der er vind i sejlene med lige nu - særligt i udlandet sker der spændende ting med vores debutplade, der udkommer i England og Irland til maj. 
Vi skal spille flere internationale showcasekoncerter i henholdsvis Schweitz og Grønland og får gode anmeldelser fra Gaffa, GFR, BBC Radio med flere! 
Jeg skaber visuelle koncepter og har dem med, når vi er ude og spille. Jeg er i det hele taget fascineret af det performative aspekt af et koncertrum. At skabe rumlig fornemmelse på nye måder og med nye kunstarter. 
Vi har ofte dansere og visuals med, når vi spiller koncerter.

Derudover er jeg korsanger på Lars Lilholts nye plade "Drømmefanger" og hans sommertour. 
Jeg medvirker også på et par numre på kor på "I think you´re Awesome´s" nye plade “Kiss you darlings”, som netop er udkommet her i marts måned.

Jeg elsker at være i naturen - hav, skov, vand! Det giver mig en uendelig stor følelse af ro at være en del af noget stort og selv være så lille bitte. Deudover danser jeg moderne dans, contemporary dance og er med til workshops, når der er tid i en pakket hverdag. 
Jeg mediterer dagligt og finder stor ro og glæde ved det, som en kontrast til det nogle gange travle musikerliv!”