Teaterstykke

Den Kreative Skole - nye teaterhold

“Her får man lov til at lege og leve sig ind i en fantasiverden. Udtrykke noget man ikke kan eller må i hverdagen. Her må vi være skøre, grimme, fjollede og over glade.”, fortæller Mariane Siem, som skal undervise på de to teaterhold. 

De to hold bliver for børn i 3.-5. klasse (9-12 år) og 6.-9. klasse (12-15 år). 

Igennem forskellige øvelser og lege skal deltagerne lærer sig selv og hinanden at kende. De skal arbejde med fællesskab, deres stemmer, musikalitet, rytme og bevægelse. 

“De lærer, at være den som alle kigger på. De skal turde, sige ja til at være en del af et fællesskab som finder på. De skal turde selv at finde på og byde ind med deres idéer. Dét giver selvtillid.”, forklarer 52-årige Mariane Siem. 

Stor erfaring 
Mariane Siem er skuespiller og dramalærer og har 20 års erfaring med børneteater. Hun har teatergruppen Aktanten i Aarhus og underviser børn i interaktivt teater og improvisation. 

Mariane Siem

I arbejdet med teater, handler det meget om opmærksomhed, koncentration og samarbejde og det får deltagerne på Den Kreative Skole teaterhold mulighed for at arbejde meget med.

“De lærer at være opmærksomme på helheden - både sig selv, deres medspillere og rummet, som de er i. De lærer at tale højt og vise ting tydeligt - vise, hvad de vil signalere med deres kroppe og gennem deres brug af stemmen.”, forklarer Mariane Siem. 

Laver selv forestilling 
Begge hold slutter med en forestilling, som deltagerne selv er med til at skabe. 

“Jeg ligger meget vægt på at børnene og de unge er medskabende og får ejerskab. Det handler om at få skabt en forestilling sammen. De skal være en del af processen.”, fortæller Mariane Siem, som glæder sig meget til at høre alle idéerne. 

“Vi er jo et helt nyopstartet projekt, så det er selvfølgelig ikke Broadway - med sminkeborde, flere rækker af kostumer og en stor scene. Vi skal være kreative og bruge vores netværk i forhold til materialer og udstyr. Men jeg er sikker på, at når vi mødes og har en fælles interesse for teater og lyst til at udvikle os, så bliver det rigtig godt!”. 

De to dramahold i Odder kommer til at foregå på Parkvejens Skole og vil tage halvanden time per gang. 

Har du fået lyst til at være med, kan du sikre dig en plads ved at tilmelde dig på Den Kreative Skoles side kreativskole-odder.aula.dk