Breaking news

Nye undervisere

Vi er så heldige denne sæson at kunne præsentere hele tre nye undervisere i Odder Musikskole!

Herunder finder du et portræt af de tre skønne mennesker:

Robert Baker (klaver)

Jeg er uddannet pianist. Jeg voksede op i Canada og modtog mit Performance Diploma fra The Royal Conservatory of Music i Toronto og en Ph.D. i musikkomposition fra McGill University i Montréal. Jeg er også komponist og har arbejdet som musiklærer, akkompagnatør og dirigent for kor og ensembler i Canada og USA. Senest har jeg arbejdet som professor i musikteori og komposition i Washington D.C.

Jeg flyttede til Danmark med min danske partner i 2020. Jeg bor tæt på Aarhus og lærer dansk på sprogskolen - og ved at se masser af danske film og serier. I fritiden elsker jeg at løbe, se fodbold, male og køre på motorcykel rundt i landet.

Læs mere om Robert her.

Tine Madsen (violin)

Jeg er uddannet klassisk violinist fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus 1988. Jeg har 40 års undervisningserfaring fra danske og siden sydtyske musikskoler, hvor jeg de sidste 24 har boet i det smukke område omkring Bodensøen. Der har jeg undervist børn fra tre års-alderen, unge og voksne i både kommunalt og privat regi, ledet strygerorkestre og Suzuki fællestimer.

Jeg holder af at lytte til, spille og undervise både klassisk og fiddlemusik. Derudover lytter jeg gerne til jazz. Jeg underviser både efter Suzuki-metoden og andre metoder, inspireret bl.a. af den kendte violinpædagog, Sheila Nelson. Desuden har jeg gennem tiden spillet i forskellige professionelle orkestre og kammermusikensembler, er uddannet familylab-seminarleder hos Jesper Juul og Mathias Voelchert i Tyskland samt har eksamineret familie- og psykoterapeut MPF fra DFTI (Dansk Familieterapeutisk Institut) i Danmark og har arbejdet med familier de sidste ca. 10 år. Et dejligt og spændende supplement til musikken.

Jeg er netop vendt tilbage til Danmark, fordi jeg er mormor til en dreng på 3,5 år som bor her, og jeg skal være mormor igen i år. Derfor ønsker jeg at være tæt på min datter og støtte hende og hendes familie. Min fritid tilbringer jeg gerne i naturen, i familie eller gode venners selskab. Jeg er lige startet som violinlærer på Horsens Musik- og Balletskole og glæder mig meget til at undervise i Odder også. 

Læs mere om Tine her.

Sofie Kirk (klarinet)

Jeg har spillet klarinet siden jeg var cirka 10 år gammel, hvor jeg var med i ”Musikkarrusel” på min musikskole. Her prøvede vi fire forskellige instrumenter i løbet af et år. Klarinetten var min favorit, og det har den været lige siden! 

Efterfølgende er jeg blevet uddannet som klassisk klarinettist på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og jeg arbejder nu som musikskolelærer og spiller koncerter med forskellige projekter rundt omkring i Danmark. 

Jeg spiller primært klassisk musik, men jeg spiller også med i andre konstellationer, som arbejder mere på tværs af genrer. Bl.a. har jeg en træblæsergruppe ved navn Kolibri, som lige nu samarbejder med en rytmisk sangerinde (Andrea Klausen). I dette samarbejde er Andreas sange omarrangeret fra en traditionel bandkonstellation (f.eks. trommer, klaver, bas, guitar…) til blot tværfløjter og klarinetter. 
Det er virkelig sjovt at teste klarinetten i nye sammenhænge, og jeg nyder at eksperimentere og udfordre mig selv på den måde. Det bedste ved at spille klarinet er for mig at spille sammen med andre, skabe noget sammen og give en god oplevelse til publikum.

Læs mere om Sofie her.